Auriga Magasinet nr. 1, februar 2005
Markedet for trailersprøjter i vækst
Større og mere effektive landbrug stiller nye krav.
Det globale marked for landbrugsmaskiner udgør godt 50 milliarder USD, hvoraf sprøjter står for 2-3%. De tre største markeder er Asien, EU og Nordamerika.
Samtlige markeder er kendetegnet ved en stadig koncentration af større enheder inden for landbruget, og samtidig er den enkelte landmand blevet en mere professionel bruger af landbrugsmaskiner.
- Med den fortsatte koncentration af større landbrug vil udviklingen inden for sprøjter gå mod større og mere sofistikerede maskiner, hvor trailersegmentet er det produktsegment, der har den største vækst, siger salgs- og marketingdirektør Sten Kjelstrup.
Behov for fødevarer
Helt overordnet vil der i fremtiden være et stigende behov for at brødføde verdens befolkning, der ventes at være fordoblet til 12 milliarder mennesker i år 2100.
- Der vil være et stigende behov for fødevarer - både hvad angår mængde og kvalitet. Samtidig vil efterspørgslen efter energiafgrøder vokse, og da landbrugsarealet ikke forøges, stilles der krav om større udbytter på de eksisterende arealer, påpeger Sten Kjelstrup. - Mere effektive landbrug, nye afgrøder og nye dyrkningsmetoder samt en yderligere optimering af anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler er fremtiden for landbrugserhvervet for at klare efterspørgslen og det samtidige større fokus på miljøet.
Fremtidssikret produkt
New Commander-serien er udviklet og produceret med tanke på at leve op til den professionelle landmands krav og behov i de kommende år. Det er et fremtidssikret produkt baseret på specialistviden og hensyntagen til brugernes krav og ønsker.
- Hovedpunkterne er større kapacitet, mindre spildtid, større tanke, større bomme, brugervenlighed på alle måder og automatisering af alle funktioner, så man blot skal dreje nøglen og køre ud på marken, siger Sten Kjelstrup.
New Commander lanceres i starten med tankkapaciteter på 3200 og 4400 liter, men allerede til efteråret frigives en endnu større udgave af New Commander.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her .pdf (100 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes her .doc (21 KB)
Øvrige artikler:
|