Auriga Magasinet nr. 2, september 2005
Mere effektiv dyrkning af landbrugsjorden
Stadig mere skal produceres på stadig mindre areal for at efterkomme efterspørgslen.
Størstedelen af jordens befolkningstilvækst foregår i udviklingslande med ringe mulighed for udvidelse af det dyrkede landbrugsareal. I nogle regioner er det ganske vist muligt at udvide afgrødearealet, men en væsentlig udvidelse vil gå hårdt ud over værdifulde naturområder.
- Fældning af regnskov og tørlægning af sumpe m.v. vil betyde en forarmelse af naturen og faldende artsdiversitet. Hertil kommer, at udvikling af byer og infrastruktur lægger beslag på stigende arealer. Det betyder, at det gennemsnitlige landbrugsareal, der vil være til rådighed pr. person, vil være faldet fra 0,22 hektar i dag til omkring 0,15 hektar i 2050, siger markeds-udviklingschef Lars-Erik Kruse Pedersen.
Mere intensiv dyrkning
En forøgelse af produktionen skal helt overvejende ske via intensivering af dyrkningen af den eksisterende landbrugs-jord. Der er dog risiko for, at intensivering forårsager jorderosion. Forkert eller hård-hændet dyrkning af jorden betyder, at der hvert år mistes flere millioner hektar landbrugsjord. Risiko for, at jorden udpines og mister sit produktionspotentiale, eksisterer også. Jorderosion og udpining medfører øgede krav til effektiviseringen af dyrkningen af den resterende jord. I den effektivisering indgår brug og udbringning af plantebeskyttelsesmidler som en væsentlig faktor.
Plantebeskyttelsesmidler spiller afgørende rolle
- Alle er enige om, at jordens befolkning skal sikres tilstrækkelig og alsidig ernæring. Det indebærer, at landbrugsjorden i fremtiden skal give et væsentligt større udbytte. Anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler er en af de metoder, der her er til rådighed, siger Lars-Erik Kruse Pedersen.
- Andre metoder er landbrugsuddannelse, kunstgødning, forædling, gensplejsning og kunstvanding. Alle metoder er nødvendige faktorer i samspillet, for at et væsentligt højere udbytte kan høstes i fremtidens landbrug. Uden brug af plantebeskyttelsesmidler vil mere end halvdelen af mange afgrøder gå tabt.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her .pdf (133 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes her .doc (26 KB)
Øvrige artikler:
|