Auriga Magasinet nr. 3, november 2005
Uddrag fra delårsrapport for 3. kvartal 2005
Omsætning og driftsresultat som forventet i tredje kvartal – helårsforventningerne fastholdes uændret.
- Koncernen formåede under vanskelige markedsbetingelser at realisere en omsætning på 3,9 mia. kr. i årets tre første kvartaler. Resultat af primær drift (EBIT) blev 382 mio. kr. svarende til en over-skudsgrad (EBIT-margin) på 10%.
- Hovedvalutaen, USD, er afregnet til en gennemsnitskurs på 602. I forhold til den anvendte afregningskurs i 2004 svarer dette til et beregnet fald i indtjening på ca. 170 mio. kr.
- En betydelig stigning i finansielle udgifter skyldes blandt andet færre renteindtægter fra debitorer i Brasilien.
- Såvel salget af Cheminovas nyere produkter som Hardis trailersprøjte New Commander forløber tilfredsstillende.
- Der forventes et positivt 4. kvartal, hvorfor forventningen om en omsætning i hele 2005 på ca. 5,2 mia. kr. og et resultat før skat på ca. 375 mio. kr. fastholdes.
Auriga-koncernens hoved- og nøgletal
| Mio.kr. |
1.-3. kvartal 2005 |
1.-3. kvartal 2004 |
| Nettoomsætning |
3.960 |
4.104 |
| Resultat af primær drift (EBIT) |
382 |
579 |
| Finansielle poster |
(88) |
(57) |
| Resultat før skat |
296 |
527 |
| Resultat efter skat og minoritetsinteresser |
192 |
346 |
| Balancesum |
5.563 |
5.174 |
| Egenkapital |
2.550 |
2.295 |
| Nettogæld |
1.126 |
1.264 |
| Pengestrømme fra driftsaktiviteter |
331 |
320 |
| Pengestrømme fra investeringsaktiviteter |
(76) |
(66) |
| Fri pengestrøm |
255 |
254 |
| Overskudsgrad (EBITDA) |
14% |
19% |
| Overskudsgrad (EBIT) |
10% |
14% |
| Gældsprocent |
29% |
34% |
| Resultat i kr. pr. 10 kr. aktie |
7,8 |
14,1 |
| Børskurs/indre værdi |
1,68 |
0,89 |
(Tal i parentes er 2004-tal)
Cheminova
Cheminovas omsætning i 3. kvartal 2005 blev på 1.078 mio. kr. (1.148 mio. kr.) eller stort set som forventet.
Salget af malathion til det amerikanske program til udryddelse af snudebiller i bomuld startede i år allerede i juni. Leverancerne til programmet bliver igen i år større end forventet, omend mindre end sidste år.
I Sydamerika og Indien startede sæsonen noget senere end i 2004, men har især i Brasilien udviklet sig tilfredsstil-lende siden slutningen af september. Der forventes således igen i år et stort behov for svampemidler til bekæmpelse af rust i soja i Brasilien.
De brasilianske landmænd er ramt af faldende priser på vigtige afgrøder og af stigningen i den brasilianske valuta over for USD. Nedgangen i den brasilianske landmands indtægter har medført, at Cheminova i en række tilfælde har været nødt til at forlænge kreditperioden til foråret 2006.
På den nordlige halvkugle sluttede sprøjtesæsonen de fleste steder i begyndelsen af 3. kvartal. Cheminova Mexico har dog i 3. kvartal fortsat den tilfredsstillende fremgang, som også kendetegnede udviklingen i 1. halvår 2005.
Salget af Cheminovas nye produkter har i den forløbne del af 2005 udviklet sig tilfredsstillende. De nye produkter udgør fortsat en mindre del af Cheminovas samlede omsætning, men vil stige væsentligt i de kommende år. Cheminovas portefølje af egne produkter består i år af godt 30 produkter, dobbelt så mange som for fem år siden.
Cheminovas antal af salgsselskaber udvides fortsat. Efter etableringen i Polen og Bulgarien er Cheminova nu repræsenteret med salgsdatterselskaber i 14 lande, og yderligere udvidelse af distributionsnettet forventes i den kommende tid.
Cheminovas engelske datterselskab, Headland, har i oktober erhvervet selskabet Verdi-Crop Ltd. Verdi Crop er en mindre distributør af mikronæringsstoffer. Med købet er der skabt mulighed for en udvidelse af Headlands produktion og salg af mikronæringsstoffer.
Cheminova forventer ligesom ved halvåret en omsætning for hele 2005 på ca. 4.000 mio. kr.
Hardi
Hardis omsætning i 3. kvartal, som normalt er det svageste kvartal, blev på 198 mio. kr. (183 mio. kr.). Stigningen svarer til forventningerne.
Markedstendenserne fra 1. halvår 2005 fortsatte i 3. kvartal. Landbruget i de nye EU-lande er præget af optimisme og investeringslyst. Modsat har landmændene i de gamle EU-lande været tilbageholdende med investeringerne, dels på grund af ugunstige klimatiske forhold i Sydeuropa, dels på grund af usikkerhed om og forsinkelse af udbetalingen af landbrugsstøtten efter de nye EU-regler. På trods heraf har omsætningen i Frankrig og Danmark vist en tilfredsstillende udvikling.
Australien er fortsat præget af et meget lavt investeringsniveau på baggrund af den katastrofale høst i 2004/05. I forhold til 2004 er Hardis omsætning i Australien i de første tre kvartaler faldet med ca. 50 mio. kr. Modsat er Hardis omsætning i Nordamerika steget med ca. 40 mio. kr.
Den svage USD og hård konkurrence fra lokale producenter medfører, at prisniveauet i Nordamerika er væsentligt lavere end i Australien. Dette forhold har en negativ indvirkning på Hardis resultat for 2005.
For hele 2005 forventer Hardi fortsat en omsætning på ca. 1.000 mio. kr.
Skamol
Skamols omsætning i 3. kvartal 2005 blev på 48 mio. kr. (53 mio. kr.).
Omsætningen i 2005 er præget af, at en række nye aluminiumprojekter først vil blive effektueret fra 2006. Salget af kalciumsilikat til den øvrige højtemperaturindustri og til andre anvendelser såsom branddøre er derimod øget, selvom væksten inden for salget af branddøre ikke har levet op til forventningerne. Salget af vermikulitindsatse til pejse og brændeovne har udviklet sig bedre end forventet.
Den lavere afregningskurs for USD, de høje energipriser samt det manglende salg til aluminiumindustrien påvirker Skamols indtjening negativt i 2005 i forhold til 2004.
Skamol forventer for hele 2005 en omsætning på ca. 200 mio. kr., lidt lavere end forventet ved halvåret.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her .pdf (76 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes her .doc (32 KB)
Øvrige artikler:
|