Auriga Magasinet nr. 1, maj 2006
Fortsat effektiv produktion
Medarbejderstaben fastholdes på samme niveau.
Selv om Cheminova forventer en omsætningsstigning på 50% til 6 milliarder kroner i 2010, vil produktionen på anlæggene på fabrikken på Rønland ikke stige nævneværdigt.
– I de kommende år vil produktionen af vore gamle produkter, baseret på organofosfater, stagnere, og vi har stoppet produktionen af konserveringsmidlet kaliumsorbat. Denne nedgang opvejes af øget produktion af en række nye produkter på blandt andet pyrethroidanlægget, gamma-cyhalothrin, samt på det nye multianlæg, hvor vi tidligere producerede kaliumsorbat. Vi forventer, at produktionen af glyphosat bliver uændret i de kommende år, så alt i alt vil vi opretholde den nuværende mandskabsstyrke i produk-tionsafdelingen, udtaler Bjørn Albinus.
Ud over selve produktionen omfatter produktionsafdelingen også miljø, sikkerhed og kvalitet samt logistik, anlæg, vedligehold og indkøb.
Konkurrenceevnen forbedres
I de kommende år skal produktionsafdelingen på Rønland fortsætte tilpasningen og optimeringen af den eksisterende produktion, så Cheminova fortsat er blandt verdens billigste producenter.
Indkøringen af en række nye produkter bliver en væsentlig opgave i planperioden.
– Vi har netop uddannet yderligere 48 medarbejdere til procesoperatører for at styrke denne kernekompetence. 19 af vore nuværende operatører fra produktionsanlæggene er startet på denne faglige uddannelse i år, oplyser Bjørn Albinus.
– Vi investerer væsentlige beløb i ombygningen af sorbatanlægget til nye formål, og med mange nye produkter skal indkøbsafdelingen håndtere en række nye råvarer, ligesom Cheminova fortsat prioriterer miljø, sikkerhed og kvalitet højt. Han peger desuden på, at i takt med at flere og flere produkter produceres uden for Rønland, så vil kvalitetssikring og kontrol af lønproducenter være en anden væsentlig opgave for afdelingen.
- I planperioden vil der også ske en implementering af EU’s nye kemikaliepolitik, REACH, på Cheminova, slutter Bjørn Albinus.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her .pdf (352 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes her .doc (26 KB)
Øvrige artikler:
|