Auriga Magasinet nr. 2, august 2006
Flere Skamol-produkter til aluminiumindustrien
Med en udvidelse af produktsortimentet med komplementære produkter til aluminiumindustrien styrker Skamol sin globale førerposition. Produkterne fremstilles i Kina og Tjekkiet.
Skamols største forretningsområde er salg til den globale aluminiumindustri, som aftager store mængder isoleringsprodukter til vedligeholdelse af eksisterende smeltere og til etablering af nye anlæg. Skamol er den ledende udbyder af isoleringsprodukter til aluminiumindustrien globalt og markedsfører egne produkter baseret på moler, perlit, kalciumsilikat og vermikulit. De seneste år er produktprogrammet blevet udvidet med silicium karbid sten (Sical-78) og barrieresten (Skamobar-69) produceret hos eksterne samarbejdspartnere, men markedsført eksklusivt af Skamol.
- Sical-78 anvendes til beskyttelse af stålsiderne i elektrolysecellerne mod korrosion fra elektrolysebadet, mens Skamobar-69 anvendes som beskyttende lag mellem elektrolysebadet og isoleringen nederst i elektrolysecellerne, forklarer Skamols administrerende direktør Kurt Pedersen Kaalund om aluminiumindustriens brug af produkterne.
Kinesisk producent
Skamols samarbejdspartner og producent af Sical-78, firmaet Tangshan Hexagon Silicon Carbide, ligger ved byen Tangshan i Kina – 2 timers kørsel øst for Beijing. Hexagon blev grundlagt i 1978, og samarbejdet med Skamol blev etableret i 2002.
- Afsætningen er siden starten løbende øget, og det har hos Hexagon medført behov for at investere i nyt produktionsudstyr, siger Kurt Pedersen Kaalund. - Ud over at give kapacitet til at klare den stigende efterspørgsel har det nye udstyr forbedret kvaliteten.
Skamol gennemfører ofte besøg hos Hexagon. I flere tilfælde deltager internationale kunder i besøgene for at få et førstehåndskendskab til kvalitetssikringen af leverancerne. Herved sikres, at både Hexagon og Skamol er på forkant med udviklingen og kravene fra kundeside.
Barrieresten fra Tjekkiet
Virksomheden PD Refractories ligger 3 timers kørsel øst for Prag i byen Velke Opatovice i Tjekkiet. PD Refractories er en moderne virksomhed, som løbende har investeret i nyt produktionsudstyr og fremstiller en række ildfaste produkter til brug i industrien.
Samarbejdet med PD Refractories blev etableret i 2003 efter en succesfuld indsats hos Skamol for at udvikle et produkt til opfyldelse af aluminiumindustriens specielle krav. Ligesom hos Hexagon gennemfører Skamol jævnligt besøg hos samarbejdspartneren i Tjekkiet.
- De fleste kunder i aluminiumindustrien har på nuværende tidspunkt godkendt Skamol som leverandør af Sical-78 og Skamobar-69. Markedet i aluminiumindustrien for disse komplementære produkter er betydeligt større end markedet for isoleringsprodukter. I takt med at markedsandelene øges, vil produkterne således bidrage til fornyet vækst for Skamol på dette forretningsområde, slutter Kurt Pedersen Kaalund.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her .pdf (224 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes her .doc (30 KB)
Øvrige artikler:
|