Auriga Magasinet nr. 3, december 2006
Fabriksanlæggene i Panoli
Cheminova India råder over moderne produktionsanlæg i stort industriområde.
Cheminovas produktion i Indien sker i Panoli Industrial Estate i Bharuch-distrik-tet ved byen Ankleshwar. Her råder Cheminova India over to fabrikker i et område, som er domineret af en række kemiske virksomheder. Der etableres i disse år en række nye virksomheder i området inden for den agrokemiske industri, tekstilindustrien og olieindustrien.
Cheminovas produktion i Indien er opdelt i tre forskellige divisioner – teknisk færdigvare, mellemprodukter og formuleringsanlæg.
Den tekniske division og formuleringsanlægget ligger sammen med forsknings- og udviklingsafdelingen i det oprindelige område, som Cheminova India erhvervede i forbindelsen med overtagelsen af Lupin. Dette område kaldes site 1.
På site 2 ligger produktionsanlægget til mellemprodukter.
- Hver division har deres selvstændige ledelse, der sikrer, at den ønskede produktionsmængde nås til aftalt tid. Ledelsen er også ansvarlig for miljø og sikkerhed på de enkelte anlæg, fortæller Alok Kumar, der har det overordnede ansvar for produktionsanlægget i Panoli.
Han har været i branchen siden 1993, hvor han startede hos Lupin.
- Det første produktionsanlæg kom i drift tilbage i 1990, mens produktionen af mellemprodukter på det nye anlæg på site 2 startede i 1998. Generelt kører produktionen godt, og vi har udvidet kapaciteten på flere anlæg i takt med den positive udvikling i selskabet, fortæller Alok Kumar.
God udvikling - Vi har i de senere år høstet gode resultater af en stor indsats i laboratorierne i forsknings- og udviklingsafdelingen. Her arbejder forskere og ingeniører med at udvikle nye aktivstoffer og bedre formuleringer af eksisterende produkter, samtidig med at der hele tiden foregår en optimering af processerne på de eksisterende anlæg. Det betyder, at vi har udviklet en række nye produkter, ligesom vi har lanceret nogle af de kendte produkter i nye formuleringer. Det er lykkedes i kraft af en god strategi og detaljeret planlægning, ligesom vi er blevet mere effektive. Effektiviteten og den målrettede indsats er noget af det, vi har lært af vore danske ejere og kolleger, siger Alok Kumar med en smil.
Fokus på miljø og ledelse Fabrikschefen lægger ikke skjul på, at der i disse år sættes fokus på både miljøet og ledelsen.
På fabrikken spiller sundhed og sikkerhed en stor rolle. Medarbejderne går jævnligt til kontrol og får taget blodprøver, ligesom virksomhedens ledelse gør meget ud af at informere om de miljømæssige aspekter i produktionen og om håndteringen af færdigvarerne.
- Der bliver hele tiden stillet større myndighedskrav til håndteringen af processerne på fabrikken. Nye afgrøder og dyrkningsmetoder betyder sammen med øgede miljøkrav til produkterne, at vi konstant skal være i stand til at løfte nye opgaver. Det kræver hårdt arbejde og en stor indsats af alle medarbejdere.I kraft af gode produktionsanlæg, dygtige forskere og engagerede medarbejdere på alle niveauer står vi dog godt rustet til fremtiden, slutter Alok Kumar.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her .pdf (78 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes her .doc (27 KB)
Øvrige artikler:
|