Auriga Magasinet nr. 2, September 2007
Klar udmelding fra ny bestyrelsesformand
Åbenhed og dialog er vejen frem for Auriga Industries A/S, mener Ole Steen Andersen.
Efter ganske kort tid som bestyrelsesformand skrev Ole Steen Andersen en kronik med markante synspunkter og klare udmeldinger under overskriften ”Ja til Cheminova - ja til at redde liv”. Kronikken blev trykt i Politiken og kan også ses på Aurigas hjemmeside.
- Jeg følte, at det var påkrævet at stå frem. Mediestormen efter TV-udsendelsen fra Indien ramte primært Cheminovas direction og hovedaktionærerne, og jeg ønskede derfor at give en klar udmelding fra bestyrelsen for moderselskabet. Jeg mener, at vi for eksempel med CSR-rapporten er godt på vej til at være mere proaktive i forhold til vore interessenter. Det er vigtigt for specielt Cheminova og virksomhedens medarbejdere, at vi fortæller mere om den vigtige og nødvendige rolle, som vore produkter spiller, understreger Ole Steen Andersen.
Efter en toårig periode som næstformand i bestyrelsen blev han i april i år formand for bestyrelsen i Auriga Industries.
- Allerede før min indtræden i bestyrelsen vidste jeg godt, hvad virksomheden stod for. Jeg har altid sat stor pris på såvel den tidligere administrerende direktør Arne V. Jensen som Forskningsfonden, og min opfattelse af Cheminova som en veldrevet virksomhed blev dengang bekræftet ved mine første besøg på og kontakter til Rønland. Siden er det positive indtryk kun yderligere blevet bekræftet, siger Ole Steen Andersen.
En udfordring
Ole Steen Andersen ser jobbet som bestyrelsesformand for Auriga-koncernen som en stor udfordring og ser gode mulighed for fortsat vækst.
- Vi har meldt ud, at frasalget af datterselskaberne Hardi og Skamol er i fuld gang. Skamol er blevet solgt i løbet af sommeren, og det er mit mål, at Auriga bliver en en-strenget virksomhed i løbet af 2007. Det betyder, at vi kan sætte flere ressourcer ind på Cheminovas fremtidige udvikling, og det er min klare opfattelse, at hvis man skal drive virksomhed i en globaliseret verden, så skal man fokusere 100% på opgaven, pointerer Ole Steen Andersen. Han nævner i den sammenhæng Business Planen 2010, som er en ambitiøs udviklingsplan for Cheminova. - Omverdenen har ændret sig, siden denne plan blev lavet, og vi skal selvfølgelig kigge den nøje igennem og foretage de nødvendige justeringer. Jeg er dog ikke i tvivl om, at der ligger mange muligheder åbne for Cheminova i de kommende år, fastslår bestyrelsesformanden.
Netop det faktum, at Cheminovas produkter er vigtige for millioner af mennesker over hele verden, men Cheminova samtidig er en virksomhed, der konstant er i offentlighedens søgelys, kræver stillingtagen til en række etiske spørgsmål.
- Jeg ser det som en bestyrelsesopgave at deltage i denne etiske debat, som også omfatter en række dilemmaer for virksomheden. Derimod er det direktionens opgave at tegne virksomheden i den daglige praktiske hverdag, mener Ole Steen Andersen.
I Danmark
Cheminova er i dag en international virksomhed, der både satser på produktion og salg af egne produkter, men også ønsker at spille en aktiv rolle i den fortsatte konsolidering i branchen.
- Det er vigtigt for både Cheminova og det kemiske miljø i Danmark på blandt andet vore universiteter, at vi fortsat har kemiproduktion i Danmark. Jeg håber, at vi i mange år kan fastholde en produktion i Danmark, men det skal naturligvis være en konkurrencedygtig produktion. Konsolideringen i vores branche vil fortsætte, og vi skal derfor være yderst opmærksomme på de muligheder, denne situation bringer for Cheminova, slutter Ole Steen Andersen, bestyrelsesformand i Auriga Industries A/S.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her .pdf (63 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes her .doc (28 KB)
Øvrige artikler:
|