Auriga Magasinet Arkiv
Hardi udvider i USA
Hardis interesse for salg af sprøjteudstyr til flere afgrøder på det nordamerikanske marked og strukturændringer i landbruget medfører salg af flere og større sprøjter i USA. For at imødekomme efterspørgslen udvides samlefabrikken i Iowa med 1.500 m².
Landbrugsmaskinmarkedet i Nordamerika er meget stort - det største i verden efter Europa. Med sit enorme areal rækker området over fire klimazoner. Det betyder, at der dyrkes næsten alle salgs afgrøder. Majs, sojabønner og hvede dækker tilsammen mere end halvdelen af arealet. Andre afgrøder, hvoraf mange er specialafgrøder som frugt, vin, grønsager og bomuld, dyrkes intensivt.
Fra majs og sojabønner til frugt og grønt
- Hardi har siden etableringen af datterselskabet i Nordamerika i 1984 koncentreret sig om markedet af store og mellemstore majs- og sojabønnefarmere. Avlerne er økonomisk solide og ligger strategisk i den centrale og østlige del af kontinentet, siger Tom Kinzenbaw, president for Hardi Midwest, Inc.
- I de senere år er der imidlertid sket en udvidelse af kundesegmentet, idet vi lidt efter lidt har spredt os til andre nøgleområder med højprisafgrøder som sukker, roer, bomuld, grønsager, frugt og vin, fortsætter Tom Kinzenbaw. - Udvidelsen af kundesegmentet førte i 1999 til oprettelsen af Hardi Inc.'s afdeling i Fresno i Californien.
Færre men større farmere
Strukturen i det nordamerikanske landbrug har ligesom de fleste andre steder i verden ændret sig betydeligt de senere år med mange sammenlægninger af farme. For landbrugsmaskinbranchen har det betydet en kraftig nedgang i antallet af forhandlere og landbrugsmaskinproducenter.
- Markedet for de større og teknologisk mere avancerede sprøjter er dog samtidig vokset kraftigt. Det skyldes den hurtige vækst i størrelsen af farmene, den øgede udbredelse af no-till/low-till jordbearbejdningen samt den ekspansive udvikling i de glyphosat resistente afgrøder, siger Tom Kinzenbaw.
Samtidig hermed er der sket det, at farmerne selv har overtaget en større del af de sprøjtninger, som tidligere var overladt til maskinstationer. Når farmeren sprøjter, sker det som regel mere præcist, mere rettidigt og mere økonomisk, end når sprøjtningen udføres af andre.
Hardi udvider
- Sammenlægningerne og stigningen i mængden udbragt af farmeren har øget efterspørgslen efter store præcisionssprøjter betydeligt. Det - i kombination med Hardis ekspansion på det nordamerikanske marked - har medført en efterspørgsel, som langt overgår kapaciteten på de to samlefabrikker herovre, slutter Tom Kinzenbaw.
- Derfor vil fabrikken i Davenport i Iowa til efteråret blive udvidet med 1.500 m². Det vil gøre os i stand til at klare efterspørgslen efter trailersprøjter fra hele det nordamerikanske marked.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her .pdf (163 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes her .doc (24 KB)
Øvrige artikler:
|