Auriga Magasinet nr. 1, marts 2002
Skamol er klædt på til fremtidens udfordringer
Skamol på Mors valgte midt i 90’erne alene at koncentrere sig om udvikling, produktion og salg af materialer til brug for højtemperaturisolering.
Siden 1912 er molerforekomsterne på Mors udnyttet på virksomheden Skamol til fremstilling af blandt andet materiale til højtemperaturisolering.
Produktion af absorberende granulater, herunder blandt andet kattegrus, var frem til 1997 et andet af virksomhedens hovedforretningsområder. Stigende konkurrence på dette marked nødvendiggjorde imidlertid en revurdering af forretningsgrundlaget i Skamol.
- Resultatet af disse overvejelser blev, at området, hvor de absorberende granulater blev produceret, blev solgt fra til det associerede selskab Damolin, og i stedet har vi siden alene satset på at udvikle området for højtemperaturisolering. Efter flere års målrettet arbejde med denne strategi er Skamol nu klædt på til de fremtidige udfordringer, og det understreger, at det var den rette beslutning, der blev truffet midt i 90’erne, vurderer Skamols administrerende direktør John Nielsen.
Flere produkter på paletten
Et af Skamols vigtigste forretningsområder er fortsat fremstilling af isoleringsmateriale til aluminiumindustrien. På dette område er Skamol markedsleder på verdensplan.
- Forbruget af aluminium er stigende, men det er samtidig et forretningsområde, der prismæssigt er meget konjunkturfølsomt. Vi ser dog udviklingspotentiale på sigt i kraft af alliancer med andre større virksomheder i leverancer af videnbaserede totalløsninger med flere produkter på paletten end materialet til selve højtemperaturisoleringen til aluminiumindustrien, og salget af tredjepartsprodukter forventes allerede at tage fart fra i år, oplyser John Nielsen om dette forretningsområde.
Andre vækstområder
Skamol fremstiller og sælger også højtemperaturisoleringsmaterialer til mange andre industrielle formål som f.eks. forbrændingsanlæg, stålværker, cement- og jernindustrien m.v.
- Forudsætningen for fortsat vækst på dette hovedforretningsområde er, at vi kan levere kvalitetsprodukter, som lever op til de krav, der stilles i industrien. Derfor har Skamol foretaget store investeringer i blandt andet produktudvikling, produktionsanlæg, IT-teknologi og kvalitetsstyring, pointerer John Nielsen.
Et relativt nyt forretningsområde for Skamol er fremstillingen af formpressede emner til isolering af pejse og brændeovne.
- Vermikulitproduktionen er et område med nye muligheder. Vi fremstiller i dag over 600 forskellige formpressede emner, der er baseret på kundeønsker. Standardpladerne suppleres med individuelle løsninger, og vi opererer i dag med specialprodukter i flere farver og mange former. På dette område har vi koncentreret vores indsats på markederne i Europa og Nordamerika, oplyser John Nielsen.
Han nævner også natstrømsovne, hvor man med den rette isolering kan udnytte de billige eltariffer i nattetimerne, som et forretningsområde, der er i vækst. Her har man tidligere anvendt keramiske fibre, men vermikulitten erstatter nu i stort omfang disse fibre.
Produktion af branddøre
På kalciumsilikatfabrikken i Branden på Mors er der netop foretaget en kapacitetsudvidelse, og det understreger, at Skamols branddørsprojekt forventes at blive et markant vækstområde fremover.
- De første afprøvninger af branddøre med kalciumsilikat som kernemateriale er gennemført med succes. Vi ved, at vort materiale virker i både træ- og ståldøre. Salget til ståldøre er i gang, mens udviklingsarbejdet af trædøre til det europæiske marked endnu ikke er afsluttet. Til gengæld er de første kerner til trædøre til det nordamerikanske marked klar til markedsføring fra 2. kvartal i år, fortæller John Nielsen.
Der stilles meget strenge myndighedskrav til moderne branddøre, og modsat mange andre isolerende materialer har kalciumsilikat vist sig også at kunne leve op til den nye europæiske norm CEN1634, der ventes indført i løbet af få år.
- Vi har netop udvidet kapaciteten på denne produktion til 24.000 kubikmeter om året, og afhængig af salgssuccesen vil der på fabrikken være plads til en yderligere udvidelse på ca. 16.000 kubikmeter. Der anvendes normalt mellem 65 og 100 liter kalciumsilikat i hver branddør, oplyser John Nielsen.
Den helt store fordel for kunderne er, at branddøre med kalciumsilikat som kernemateriale vejer meget mindre end de traditionelt producerede branddøre med de mange fordele, det indebærer.
På rette vej
- Alt i alt vil Skamol i kraft af de foretagne ændringer som led i den nye strategi være i stand til at leve op til forventningerne om vækst i både omsætning og indtjening, samtidig med at virksomheden har spredt aktiviteterne på flere forretningsområder, konkluderer John Nielsen afslutningsvist.
Artiklen fra Magasinet kan hentes her .pdf (62 KB)
Teksten fra artiklen kan hentes here .doc (24 KB)
Øvrige artikler:
|