Auriga Industries A/S
dot
dot

Auriga Magasinet nr. 2, august 2002


Pyrethroidprojektet giver stort vækstpotentiale


 

Cheminovas pyrethroidprojekt medfører for øjeblikket et meget højt aktivitetsniveau både på Rønland og ude i verden.

 

Som tidligere omtalt i Auriga Magasinet bygges for øjeblikket et større anlæg til produktion af pyrethroider på Rønland baseret på Cheminovas egenudviklede teknologi. Det første pyrethroidprodukt med baggrund i den banebrydende teknologi er gamma-cyhalothrin, som er det mest aktive pyrethroid, verden endnu har set. Produktet skal registreres og markedsføres af joint venture selskabet Pytech GmbH ejet ligeligt af Dow AgroSciences og Cheminova.

 

Pytech GmbH er hjemmehørende i Horgen i Schweiz og ledes af medarbejdere udpeget af de to moderselskaber. Pytechs mission er at registrere og markedsføre gamma-cyhalothrin primært gennem de to moderselskabers lokale datterselskaber.

 

Store investeringer i myndighedsgodkendelser

Forud for markedsføring af færdigprodukterne baseret på gamma-cyhalothrin skal produkterne godkendes af de enkelte landes myndigheder. Det sker ud fra omfattende data fra effektivitets-, miljø- og sundhedsundersøgelser på produkterne. Kommerciel direktør Kurt Pedersen fra Cheminova er medlem af Pytechs bestyrelse og overvåger derigennem gennemførelsen af investeringen i de nødvendige data.

 

- Der er tale om en investering på et større, trecifret millionbeløb over en kort årrække, idet langt de fleste markeder kræver udarbejdelse af lokale undersøgelser, før man kan ansøge om en godkendelse - en såkaldt registrering, fortæller Kurt Pedersen. - Resultaterne fra de mange allerede gennemførte og rapporterede forsøg er helt i overensstemmelse med vore forventninger.

 

Først på markedet i Argentina

Over de næste år og måneder vil myndighederne i de enkelte markeder vurdere de indleverede ansøgninger og tildele registreringer, hvorefter produkterne vil blive introduceret i markederne. Den første registrering er netop opnået i Argentina, så salget forventes at kunne indledes dér allerede senere i år. Markederne i Nordamerika, Europa og resten af verden vil følge efter over de kommende år, efterhånden som de respektive godkendelser opnås.

 

- Forskellige formuleringer af gamma-cyhalothrin med forskellig koncentration af aktivstoffet tilpasset de lokale anvendelsesmønstre er udviklet og skal introduceres. Det betyder også, at Pytech vil markedsføre produkterne under flere forskellige varemærker, forklarer Kurt Pedersen og tilføjer, at Pytech derfor nu er involveret i registrering af de udvalgte varemærker globalt.

 

Salg gennem egne lokale selskaber

Markedsintroduktion og salg vil blive indledt i de enkelte lande i takt med, at registreringer opnås. Salg og distribution vil primært ske gennem de lokale salgsselskaber ejet af henholdsvis Dow AgroSciences og Cheminova.

 

- For Cheminovas datterselskaber betyder introduktionen af gamma-cyhalothrin en vigtig styrkelse af produktporteføljen inden for insektbekæmpelsesmidler, idet selskaberne hidtil har været fokuseret på midler af organofosfattypen. Dow AgroSciences har et stærkt program af ukrudtsmidler, men har få insektbekæmpelsesmidler, hvorfor der også her er tale om en betydningsfuld udvidelse af porteføljen. For Pytech betyder det, at man kan regne med fuld lokal opbakning i den fremtidige markedsføring af gamma-cyhalothrin, siger Kurt Pedersen.

 

Med et samlet verdensmarked for pyrethroider på mere end 10 milliarder kroner vil introduktionen af gamma-cyhalothrin give såvel Dow AgroSciences som Cheminova nye muligheder for vækst i markedet.

 

Hvad er Pyrethroider?

- Pyrethroider har deres oprindelse i naturstoffet pyrethrum fra chrysanthemumblomster, der i århundreder har været kendt som insektbekæmpelsesmiddel.

- Pyrethroider, der fremstilles syntetisk, er højaktive plantebeskyttelsesmidler, der anvendes til bekæmpelse af insekter i landbruget.

- Pyrethroiderne udgør idag ca. 20% af verdensmarkedet for insektbekæmpelsesmidler. Der er således særdeles interessante markedsmuligheder for Cheminovas nyudviklede pyrethroid - gamma-cyhalothrin.

 

Pyrethroidprojektet highlights

1994  Det kemiske udviklingsarbejde indledes i F&U-laboratorierne

1996  Forsøgsafdelingen begynder at arbejde på de indledende trin

1998  Dow AgroSciences og Cheminova indleder forhandlinger om fælles markedsføring af et eller flere enkelt-isomer pyrethroider

2000  Det fælles salgsdatterselskab Pytech GmbH etableres

2001  Byggeri af produktionsanlægget på Rønland starter efter en forudgående VVM-behandling hos Ringkøbing amt

2002  Produktion af gamma-cyhalothrin starter, og de første godkendelser af salg opnås

 

 

Artiklen fra Magasinet kan hentes her  .pdf (85 KB)

Teksten fra artiklen kan hentes her .doc (25 KB)


Øvrige artikler:


 Sprøjter til FAO

 Cheminova får datterselskab i Rusland

 Jernbanen sikret endnu en årrække

 Moler er grundstenen i Damolins produktion

 Pyrethroidprojektet giver stort vækstpotentiale

 Auriga en attraktiv investeringsmulighed

 Hardi på rette vej

 Generalforsamling i nye rammer

 Auriga og dollaren

 Auriga Magasinet nr. 2, august 2002

 Auriga Magasinet nr. 2, august 2002


Til toppenTil toppen

Forsiden Aktionærinformation Auriga Magasinet Arkiv 2002, nr. 2 Pyrethroidprojektet giver stort vækstpotentiale

dot Søgning dot Siteindeks dot Sitemap dot Printversion dot Hjælp dot
dot
Auriga Industries A/S Postboks 9
DK-7620 Lemvig
Tel. +45 7010 7030
Fax +45 7010 7031
info@auriga.dk Disclaimer notice
Website info