Delårsrapport, 3. kvartal 2009
| |
| |
 |
På trods af et faldende marked har vi opnået en organisk vækst på over 10% på vore plantebeskyttelsesmidler, når man ser bort fra glyphosat. Succes med introduktion af nye produkter er afgørende for, at vi opnår de langsigtede mål om at fordoble markedsandelen i 2015. Vi er meget tilfredse med udviklingen generelt, da den bekræfter vores Business Plan ”Fem-i-Femten”, selvom glyphosat medfører skuffende resultater i år.
– Kurt Pedersen Kaalund,
adm. direktør
|
|
| |
Vækst fra nye produkter trods faldende marked, men glyphosat skuffer fortsat
(Tal i parentes er 2008-tal)
Markedsbetingelserne for Cheminovas største produkt, glyphosat, er væsentligt forringet igennem 2009. Specielt udviklingen i 3. kvartal har været præget af store prisfald, hvilket har haft en negativ afsmitning på salget og medført en utilfredsstillende indtjening. Aurigas omsætning i årets første tre kvartaler faldt med 5% ved uændrede valutakurser. Opgjort i danske kroner faldt omsætningen 7% til DKK 4.190 mio. Fraset glyphosat er der opnået en organisk vækst på mere end 10% for Cheminovas øvrige plantebeskyttelsesmidler trods et faldende marked. Denne udvikling bekræfter de langsigtede mål i Business Plan ”Fem-i-Femten”.
- Udviklingstendenser på lang sigt fortsat postive. Efter en vækst på omkring 20% i 2008 er markedet faldende i 2009. De langsigtede udviklingstendenser for det agrokemiske marked er fortsat positive, men i 2009 rapporterer markedsdeltagerne om faldende omsætning som følge af klimatiske forhold, kreditstramning, reducerede lagre i distributionskanalen samt nedgangen i glyphosatpriserne.
- Indtjeningsnedgang som følge af negativ udvikling i glyphosat. Auriga har i årets første tre kvartaler realiseret en omsætning på DKK 4.190 mio. (DKK 4.511 mio.) og et driftsresultat før afskrivninger på DKK 201 mio. (DKK 652 mio.) svarende til en EBITDA-margin på 5% (14%). Resultat før skat blev DKK -22 mio. (DKK 416 mio.). Indtjeningsnedgangen skyldes væsentligt lavere priser på glyphosat i en række betydende markeder, herunder især Nordamerika.
- 7% vækst i region Europa, men faldende omsætning i øvrige salgsregioner. Cheminovas salgsregioner er alle påvirket af den negative udvikling for glyphosat. Region Europa fik en fremgang i omsætningen på 7% efter fuld konsolidering af Stähler, som har bidraget med en omsætningsvækst på DKK 222 mio. Cheminovas øvrige salgsregioner har oplevet faldende omsætning i 2009.
- Vækst fra nye produkter. Et centralt element i Cheminovas Business Plan ”Fem-i-Femten” er fornyelsen og udvidelsen af produktprogrammet. Det er derfor tilfredsstillende, at der i årets første tre kvartaler er konstateret god vækst for nye produkter, der er udviklet og introduceret siden 2000, men også for tilkøbte produkter, heriblandt produkter fra Stähler.
Forventninger til 2009
Markedsbetingelserne for Cheminovas største produkt, glyphosat, ventes ikke forbedret i 4. kvartal 2009, men der forventes vækst i omsætningen af Cheminovas øvrige produkter. I Brasilien er de tilsåede arealer på niveau med sidste år, hvorfor der forventes god efterspørgsel efter plantebeskyttelsesmidler. Cheminova fastholder derfor de udmeldte forventninger i selskabsmeddelelse af 26. oktober 2009 om en omsætning på ca. DKK 5.500 mio. og et positivt resultat af primær drift i niveauet DKK 10-50 mio. samt en positiv pengestrøm fra driften.
|